Hundefigurer i størrelse Nips

Hunde-scene

Hundefigurer i størrelse Nips

I århundreder har man haft nips og rent dekorative figurer stående til pynt i hjemmet. Førhen var dyrefigurer generelt meget fint og naturalistisk formede.
Inden for hundefigurer var især jagtscener populære, men også små skødehunde med udstående øjne fandt man yndige. Det var den fejlfrie udstillingshund.

Dette afspejler vel især, at det var en særlig gruppe af købere, som havde tid, overskud og penge.

Siden hen er der kommet mange nye racer til og blevet populære som figurer bl.a. pittbull-terrieren ses ofte afbilledet. I forretningerne kan man købe et udvalg af figurer f.eks. fra den Kongelige Porcelænsfabrik.

Der er altså stadig et behov for at udsmykke sin hverdag med dekorative ting bl.a. dyrefigurer.

Hunde-scenen

Inden for dyrefiguren er der et varieret udvalg fra tamme til vilde dyr. Mit valg af hunden som tema er opstået af et ønske om at lave et dyr, som de fleste kender på flere måder. Vi ser dem stolte, fjollede, triste, glade, legende, dovne… De er nær os.
Vi kan hver især genkende os selv i en hunderace, både af udseende og temperament!

Ud fra ideen om at lave en lille scene af hundefigurer, som kan sammensættes forskelligt, så en ny fortælling opstår, har jeg blandt mine bevægelsesskitser i ler udvalgt en gruppe på 9 hunde, som fungerer godt sammen.
De består af fritløbende hunde med blandet humør og interesse. Der er f.eks. en legende hund, en hylende, en lyttende, en liggende osv.
Dette giver som helhed et billede af bevægelse.
Disse scener har jeg udvalgt, men i princippet kan man også vælge at sætte 2 figurer op mod hinanden, og man kan rykke rundt på scenen, som man vil. Flere giver dog en større historie, da flere situationer opstår. Det er derved ikke en fastlåst scene, men en scene man kan ændre i leg. F.eks. ved telefonen, brændeovnen eller som forfriskende og utraditionel bordpynt.
Zar kan f.eks. bruges som knivstol.

Derved er figurerne ikke blot til pynt.

Produktet

Jeg har valgt at udtrykke ”essencen” af en hunderace; man kan også sige racernes personlighed. Der findes hundreder af hunderacer og endnu flere bastarder. Mange racer ligger tæt op ad hinanden (f.eks. flere slags af typen støvere) og ved ikke at udpensle en helt bestemt race, har man frihed til at digte lidt videre selv. Der er dog forskellige hundetyper i forhold til højde, drøjde og pelsudtryk.

Efter min mening er det de færreste hunde, som i virkeligheden er ”supermodeller”. Derfor har jeg valgt typer af hunde, jeg selv ser og ofte støder på i gadebilledet… De er både skæve og ”urene” og hjulbenede.
Formstilen er ikke naturalistisk, men alligevel inspireret af kendetegnene ved forskellige racer.

Udtryk

Udtrykkene i hundene er lavet efter typerne. Jeg bruger både fint porcelænsler og robust stentøjsler. Derved er der nogle man tager forsigtigt om og andre kan holde til lidt mere; akkurat som levende hunde er bygget forskelligt.

Særpræg

Nogle hunde synes skarpe og nogle bløde. Igennem glasuren kan der også gives et udtryk af blank eller mat pels. Figurerne  kvætses / modelleres og efterfølgende får de forskellige glasuser. Når nogle kvætses, kan de i sammensætningen af delene få hvert sit lille særpræg, så der er forskel mellem nr. 1 og nr. 2 osv.
Desuden har jeg frihed til at vælge forskellige typer ler, så dette kan skabe anderledes scener i serien.

Farven hvid bruger jeg som basisfarve. Hvid er traditionel for figuren og kan udtrykke mange ting. Den kan være ren, klar, mat, blank eller snusket i sit udtryk. Leret kan skinne igennem en transparent glasur, eller mørkt ler kan skinne igennem en hvid. Hver enkelt figur er noteret i nr.system og vil være unik .

N.b. Siden har der dog også sneget sig meget mørke lertyper- og glasurer ind i serien!